Maha er 30 år. Hun er gift og har 4 børn. 2 søde piger og 2 frække drenge.
Hun er muslim, bærer tørklæde, går aldrig ud alene uden sin mand, opdrager sine børn i Koranen, bor sammen med sin svigermor i et hus i Qalqilia og beder jævnligt.
Umiddelbart lyder hun som enhver anden kvinde i Qalqilia, men der er et par forskelle mellem hende og de andre. Ikke nogen man kan se, for på overfladen ser alting traditionelt og "normalt" ud. Forskellen opdager man først, når man møder hende.
Maha elsker sovs i alle afskygninger, men kan ikke få familien til at spise det, hun ryger i smug og engang imellem drikker hun også øl.
Maha er født på Jagtvej i København og blev som 14 årig sendt ud af landet af sin far.
Der var flere faktorer, der spillede ind i denne beslutning, og jeg er endnu ikke helt sikker på dem alle. Én af dem var ære.
Maha kunne vælge enten at flytte til Jordan, alene, uden sine søskende, eller at flytte over til sine bedsteforældre i Qalqilia. Maha valgte Qalqilia. Her blev hun gift som 17 årig, og her har hun stiftet familie.
Hendes søskende bor stadig i Danmark - de var bedre til at sige fra overfor deres far. Faren kom Maha i forkøbet.
At Maha er opvokset på Nørrebro i København, er ikke til at tage fejl af. Det høres klart og tydeligt - både i holdninger og accent.
Faderens beslutning om at sende Maha ud af Danmark, er total uforståelig for os alle, og når vi ser, og hører alle de ting, samfundet hun lever i, begrænser hende i, stikker det i vores hjerter.
Hendes mand er sød og gæstfri overfor os, men ikke desto mindre er han opvokset i en kultur, som har et andet kvindesyn end det vi er vant til. Han siger, at vi skal betragte deres hjem som vores eget, at vi er som familie og altid velkomne.
Ingen tvivl om hans gæstfrihed, som er gennemgående for næsten alle Palæstinensere, vi har mødt på rejsen.
Dog bliver der alligevel vækket en lille retfærdighedstyran inden i mig. En ild det tændes. Spørgsmål det vækkes. Forargelse. Respekt eller mangel på samme. Men mest af alt undren.
Det brænder inden i mig, fordi jeg synes, det er uretfærdigt at en Dansk/Arabisk pige på 14 år sendes ud af landet af sin egen far. At hun bliver gift væk som 17 årig. Er kone til en mand, der forbyder hende de mest almindelige ting (set i vores øje), som at gå en tur på gaden, tage en uddannelse, arbejde så hun kan købe nyt til hende selv og ungerne osv. Jeg undrer mig over, hvordan man får troen på, at man har retten til at bestemme over et andet menneske, at få over sine læber at han vil skyde hende, hvis hun trodser ham (hvor meget sandhed der er i det, er uvæsentligt, det er truslen i sig selv), at han vil finde en anden kvinde, hvis hun rejser til Danmark med børnene, og besøger sin familie som hun ikke har set i 15 år. Maha hun griner og smiler alligevel.
Jeg har på denne rejse fået bekræftet hvor helt suverænt mennesket er til at omstille sig selv de mest absurde situationer eller miljøer.
Maha var vi, blevet henvist til af tidligere udviklingsstuderende i Qalqilia, som havde mødt hende, og synes, at hun og hendes familie var noget af det bedste ved opholdet.
Maha og hendes mand og to drenge tog os med på restaurant, og sørgede for os på alle områder. Hun var så god og dejlig, men jeg oplevede også at hun var meget ivrig efter relationer. Vi nød virkelig et fest-måltid uden lige, og ligeledes nød vi hvor meget hun satte pris på, at vi var der. Der gik under en time fra første møde, til hun allerede talte om hvornår vi skulle ses igen.
Vi kørte forbi en familiehave, hvor vi drak te lavet over bål, spiste nødder, vrikkede med til arabisk musik, legede med hendes charmerende og frække børn og havde det herligt.
Vi kørte efterfølgende ud til en Palæstinensisk mand, som sidste år blev løsladt fra et israelsk fængsel efter 33 års fangeskab. Hans historie har jeg lovet at holde tæt med, da en tidligere palæstinensisk fange, blev anholdt igen for at udtale sig til pressen. Jeg godtager hans paranoia. Han blev løsladt i forbindelse med en udveksling af fanger mellem Israel og Palæstina. Han hader ikke Israel, selv om han er blevet udsat for ting, der er over vores fatteevne. Han synes ikke at være vred og særligt ikke at rette den mod nogen. Det eneste han ønskede sig, da han fik sin frihed igen, var en have. Han drikker stadig kun kaffe og te, altid sammen, som han gjorde det i fængslet, og det gjorde vi også. I hans have.
- Imens vi hørte hans historie og hyggede, blev vi tilbudt mere kage, oven på alt hvad vi indtil nu havde spist. Prøvede høfligt at undgå kagen, da jeg har en tarvelig intolerance overfor gluten, og efter 3 uger med nul gluten, turde jeg næsten ikke kaste mig ud i den høj-syntetiske kage, som jeg havde fået serveret.
Hov. Det havde jeg glemt. Her i landet tager man imod alt. Særligt når det kommer fra en tidligere krigsfange. Allergier kender de ikke til. Så jeg spiste kagen. Kort tid efter fik jeg feber, kvalme og en følelse af at jeg havde isklumper i tarmene. Hurra.
Aftenen sluttede ikke her. Vi skulle da med hjem til Maha og familien, og ligeledes skulle vi hilse på naboen bare i 5 min. (min erfaringen har allerede lært mig, at her i landet er 5 min = 90 min, og man forlader ikke nogens hjem, før de har haft mulighed for at tilbyde en noget at spise. Vi blev faktisk forbudt at gå).
Så der sad vi, trætte kl. 22 om aftenen, omringet af børn og gamle, mig med en truende diarre, blussende kinder og kvalme, og de andre piger fyldt til randen af alt det mad, slik og kage vi allerede havde indtaget, da familien insisterede på at købe en lagkage - for dette øjeblik skulle da fejres. Sjælendt har jeg set så vilde øje som hos Edda, da det gik op for hende, hvilken størrelse lagkage der var tale om. Hun gentog flere gange på dansk "jeg kan ikke, jeg kan ikke, jeg kaster op, åh nej, jeg kaster op".
Vi var så håbløse, ja næsten rasende over at være tvunget til at indtage så meget mad og holde os vågne og sociale, selv om vi var ved at gå til af træthed - at vi jo selvfølgelig endte i nogle groteske grineflip, som ingen forstod ud over os.
Jeg spiste kun kagecremen, kyssede alle farvel og gik rystende i seng den aften. Med en spand. Lesson learned.
Dagen efter tog Edda og jeg til Jerusalem for at holde fri nogen dage. Fantastisk smuk by og fuld af indtryk.
Spændingen mellem jøder og muslimer var til at mærke, og selvfølgelig ender jeg i et brandpunkt.
Jeg har været ret rystet over de jødiske bosætters opførelse overfor araberne i byen. I min følelsers vold, fik jeg også sammenlignet situationen med "nazi" på facebook, og det skulle få folk op af stolende. Nogen prøvede sågar at belære mig om nazi, holocaust og 2. verdenskrig og var dybt forargede over min sammenligning.
Men jeg vil endnu engang stå fast i min opfattelse af situationen. Bosætterne opførerte sig som et nazi/hooligan-hold. De ville ødelægge Moskéen, dansede rundt med deres flag, skreg og råbte til alle i det muslimske kvarter, var ubehagelige, truende og lignede nogen, der bare ventede på, at en Palæstinenser skulle træde ét skridt forkert, så de kunne gå amok. Det var så forfærdeligt at være vidne til. Og da jeg spurgte en Palæstinenser "how do you live with this?", trak han bare på skuldrene og sagde "you get used to it, it's like this every day in Hebron where I live. I'm surrounded by settlers on every side of my house, and they tell me everyday: move, leave, get away!! But I want get away - this is my home".
Summasummarum er, at det er svært ikke at blive farvet af sådan en oplevelse, hvor jeg ser teenager blive taget af det israelske politi, når jeg ved, at palæstinensiske børnefanger er et kæmpe og omtalt problem. At børn sidder der uden, at blive sat for en domstol i årevis, og uden rettigheder. Det er svært ikke at blive farvet, når jeg vidner, at en del af et samfund bliver trynet og enkelte blev tæsket med køller. umiddelbart umotiveret.
"Kære Facebook-venner - hvordan kan I dog forvente andet af mig med mit retfærdigheds-gen?" Jeg er helt klar over, at spændingen i Jerusalem er endnu mere intens, end den nogensinde bliver i fx. Tel Aviv, pga. de mange bosættere. Jeg er klar over, at der også er modstandere, at der meget censurering og meget uvidenhed - og det er også langt fra alt og alle, jeg ville sammenligne med noget så grovt, som et nazistparti.
Foruden demonstrationer og politiske diskussioner, har vi drukket vin samt badet og solet ved det døde hav. En super skøn oplevelse. Jeg ville ikke have været foruden mit besøg i Jerusalem, og jeg kommer også tilbage, og bor på samme hostel med deres super venlige og hjælpsomme medarbejdere.
Jeg tænker stadig på kærlighed og har fået added et nyt råd til listen over "how to get - et livslangt forhold": Brug tid væk fra hinanden. Savn er vigtigt. Og friheden lige så.
Jeg talte om kærlighed med en ældre mand idag. Der gik ikke længe før han sukkede og sagde "you're crazy romantic". Jeg nåede aldrig at sige "ja ja, det ved jeg da godt, men fortæl mig; skal jeg gå efter den lige så store og intense romantikker som jeg selv, eller realisten der kan holde mig til jorden, når jeg svæver lidt for højt?!" Så nu sidder jeg en fredag aften, og tænker på kærlighed igen. Oh my.
Jeg savner, jeg elsker jer derhjemme. Jeg drømmer om jer og fortæller om jer. Sov godt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar