Sider

Arkiv

tirsdag den 14. maj 2013

Kære alle derhjemme som læser denne blog. Jeg har det godt. 

Vi er endnu ikke blevet blevet bombet, blevet syge eller udsat for andre skrækkelige ting. 
Vores gang på hospitalet er til tider anstrengende og mentalt hård, men det er også spændende og udfordrende.

Jeg er i denne uge i pædiatrien (børne afdelingen), og for mig er der mere at lave, end da jeg var observatør på fødselsgangen. Det er dejligt. Jeg elsker at have travlt og gerne flere bolde i luften samtidig. Dog skal jeg kæmpe lidt for, at blive inkluderet i arbejdet, ligeledes skal de andre studerende. Sprogbarrierene er større, end jeg havde forestillet mig, og det gør det svært, at opnå en succesfuld sygepleje, som Danmark opfatter det.
Her i landet er holdningen lidt anderledes for ikke, at sige meget. Der bliver næppe talt med patienterne, informeret om procedurer, talt om angst, ernæring eller andre faktorer som kunne påvirke sygdom og lidelse.  
Der bliver ikke dokumenteret nok, ingen sygeplejeplaner hverken for indlæggelsen eller fremtiden. Der er enormt meget vi ikke forstår, eller kan forholde os til. Vi er desværre nødt til, lidt, at vende det blinde øje til, og fokusere på det instrumentelle og praktiske i sygeplejen. Det er også sjovt, men på ingen måde tilstrækkeligt. 
Patienterne får så lidt vejledning, at vi vil komme til at se dem igen, fordi de simpelthen ikke tager deres diagnoser seriøst. Ydermere siger Koranen, at datoen for ens død er forudbestemt, så hvorfor gå op i livsstilsændringer, som kunne forlænge livet, når døden allerede er fastsat?!! Religionen fylder meget hernede. Og Allah's ord er sandhed. Så kan sygeplejersken mene, hvad hun vil.

Når det så er sagt, så er jeg glad for at arbejde med børn, og jeg bruger hvert et minut, jeg har ledigt, på afdelingen til at nusse baby'er. Få dage gamle baby'er bliver bare lagt i en kuvøse på børneafdelingen, hvis de er syge, derefter får de lagt nogle pvk'er og fyldt med medicin, og herefter efterladt LÆNGE til sig selv. Uden mor og uden sygeplejersker. 
Det flænser mit hjerte, at se en baby, som har brug for kærlig opmærksomhed, ligge alene i et rum uden, at vide hvornår der kommer et menneske, og tager det op og holder om det.
Så den del tager jeg ansvaret for nu.

Jeg er så forbandet skruk pt, at det er pineligt, skamfuldt, dumt, plat og r** for meget. Jeg kan bedst forklare følelsen ved, at sammenligne med en 5 årig som venter på rutjsebanen i Tivoli. Det snurrer helt rundt inden i mig, og jeg tænker, og drømmer om børn konstant. Jeg tror ikke jeg kan vente til jeg er 30 år, som jeg ellers tidligere har sagt...
Jeg har haft sidste dag på fødegangen og i pædiatrien idag, og jeg siger jer - Det er så vigtigt og bliver så godt for mig, at skulle 2 uger på Male's Ward fra på lørdag af. Der skal jeg behandle betændte sår, se grimme tissemænd, lægge katetre, tage prøver og andet sygepleje gejl, som kan få mine tanker lidt væk fra små, bløde, kønne, varme, elskelige unger!

Dagene går, vi er ofte inviteret til middage i private hjem, og det er en stor oplevelse hver gang. Vi er tvangsindlagt til mavedans, manicure, mad og snack i lange baner, hænger ud i deres haver, snakke om livet, ryge vandpibe og lave bål. Folk er meget interesseret i, at høre om vores kultur, hvorfor vi ikke er gift, hvad man laver i Danmark, og hvorfor vi er i Palæstina. På fredag skal vi hjem og overnatte hos Maha og hendes familie, hvilket bliver dejligt, men tvivler på at vi får meget søvn. Det er en festlig familie!







Pt. er Edda og jeg i Qalqilia og Laura og Anne er taget til Jerusalem. I Qalqilia laver vi opgave og hygger på taget med vores højtelskede 0,0% øl. Torsdag tager vi til Nablus og shopper tingeltangel og nyder at vi dér må gå i t-shirts.






Kærlig hilsen og kys West Bank.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar