Om et eventyr og tusinde tanker

Jeg er kommet til Qualqulia. 

Den konservative landsby i Palæstina, som alligevel ikke er så slem igen.

Jeg må erkende, at hjemve har ramt mig, hårdt, efter at være ankommet til hospitalet. Det er et mindre hospital, med 5 afdelinger, og jeg har startet opholdet med en tur på gynækologisk. Det var en stor oplevelse at se min aller første fødsel, og fik da også et high five og et ”congratulation with your first dilivery” med på vejen! Bum. Så landede jeg!

Jeg synes stadig, at det niver så frygteligt i mine æggestokke at gå rundt og ”dikke dikke” nyfødte banditter hver dag, så det bliver godt for mig at komme ned på ”Mens ward” og se kødsår og diabetikere.

Hospitaler er en klasse for sig selv. Lå det i Danmark var det blevet lukket med det samme af sundhedsstyrelsen. Her er hjernedødt beskidt, røg er tilladt over alt, man drikker af de samme kopper, spiser af de samme tallerkner eller med fingrene. Uniformer og patient sengetøj skiftes kun når det er synligt beskidt, og når skraldespanden tømmes er det kun indholdet og ikke posen med. Skidt med at det er blodrester og E. Koli bakterier på posen.

Det var hårdt for mig i starten. Jeg altså har noget med bakterier. Særligt køkkenhygiejne og mad. Det kan min familie skrive under på. Men jeg står stadig på to ben og trækker vejret, endda efter at have drukket fra en offentlig vandhane. Jeg siger til mig selv, når jeg synes ting om omgivelser bliver lidt for uhumske, at det havde været meget værre i Indien.

Vi har forhandlet og købt en vandpibe nede i byen i forgårs, for da vi ikke må benytte byens caféer som kvinder, kan vi i stedet sidde på taget af hospitalet og ryge vandpibe og se solnedgang.  Det er ingen skam.

 Mit hjemve ramte hårdest i forgårs, da jeg lige skulle igennem en tilvænnings-fase. Jeg har det meget bedre i dag, har vænnet  mig til at være bakterie befængt. Alting bliver egentligt lidt nemmere ;)

Men jeg savnede frygteligt min mor første aften, særligt fordi jeg også følte mig isoleret pga. manglende internetforbindelse. Jeg savnede min far. Han er blevet single, selvforskyldt, men ikke desto mindre ville jeg gerne have givet ham et stort kram og kogt et ekstra blødkogt æg til ham. Jeg savnede mine enestående søskende og rigtig, RIGTIG meget at blive beskyttet i en andens favn!  – Derfor tvang jeg Edda til, at vi rykkede vores senge sammen (sådan står de stadig), så jeg kunne få lov at holde hende lidt i hånden…  

I dag har været en skøn dag. Meget har jeg ikke lavet på job, da ingen af byens kvinder syntes at ville levere en omgang til lokalsamfundet. Så i stedet måtte jeg sætte min ind i journalføringen, så jeg kan stå for den del ved næste fødsel. Derudover har jeg ikke lavet dagens gode gerning andet end drukket te og hygget med de arabiske-talende jordmødre og sygeplejersker, uden at fatte en brik.

Mit værelse er mit fitnesscenter. Her sjipper jeg. Det er den eneste motion jeg kan komme til, og imellem olivenolie og humus er det ret essentielt!

Kl. 14.30 mødtes jeg og mine 2 andre medrejsende, med Ali – en lokal familie tosse med over 1000 fætre og kusiner, påstår han (og jeg må indrømme, at jeg ikke ville undre mig, for lige gyldigt hvilket menneske vi passerede i dag var det en fætter eller kusine). Han tog os med til den lokale Zoo, og derefter hjem og møde hele hans store familie. Så fantastisk og autentisk. Jeg blevet hivet ind af konen (i bogstaveligste farstand) – midt ind i rummet med 14-16 kvinder og børn som fniste og vinkede. Hans kone havde lavet traditionel middag til os, og billedealbum og historier fra de varme lande blev smidt hen over bordet. En oplevelse der var mere, end jeg havde turde håbe på.

 Efter middagen blev vi hentet af endnu en fætter, som kørte os alle ud til en anden fætters jordbærplantage/ citronlund/ olivenmark m.m. Her fik vi de bedste, sødeste jordbær jeg nogensinde har smagt og endnu en kop te, tasken fyldt op med frugt og frisk mynte, samt en lovning på at komme tilbage igen.

Midt i al romantikken har vi både set, hør og oplevet de mest absurde ting i dag, som desværre falder til jorden på skrift, men vi har hylet af grin det meste af dagen. Det kunne ikke have været bedre.

Pigerne har nu forladt værelset for endnu en rundvisning af byen og jeg er nået det punkt, hvor jeg kræver lidt ro og reflektionstid for mig selv igen. Så nyder stilheden, alene på væreslet, inden vi i morgen er på igen, og inviteret til bryllup… Fik i den? ARABISK BRYLLUP.

MISSU!