Efter et par dejlige fridage er vi alle tilbage på job i nye
afdelinger. Jeg er i Male’s Ward, hvilket nok skal blive super godt, da de ikke
mindst er gode til engelsk, men ligeledes har overskud til (eller synes jeg er
lækker) at lære fra sig og inkludere mig i deres daglige rutiner. Fik en god
modtagelse af alle, og ser frem til i morgen. Det bliver en dag med masse
praktisk sygepleje stof, såsom at anlægge venflon på præoperatiove patienter,
tilse en masse cicatriser og fylde store
mængder antibiotika og morfin på patienterne. Det er standard.
Dog – i og med, at jeg er på mændenes afdeling, er alle,
udover én, mænd. Det kræver sin kvinde! Jeg lyver ørene fulde omkring min
”forlovede”, kommende ægteskab osv. Det føles helt absurd at lyve om sådanne
ting, men survival of the fittest. Man klarer ikke mange dage som ”single
european” på sådan en afdeling. Allerede nu, på trods af, at jeg skal giftes
med min ”heldige” mand derhjemme i Danmark, så har flere allerede, selv om de
endda er gift, været på jagt efter min mail og facebook. Jeg har pænt forklaret,
at min facebook og email er privat. Op til flere gange. Jeg har også måtte
ligge numse til, i bogstaveligste forstand, at en småliderlig sygeplejerske,
lige kunne gnubbe sit lem om af min (selvfølgelig møg fristende) numse, da jeg
skulle tage blodtryk på en patient, og måtte læne mig over sengen.
Jeg var ærlig talt en smule rystet, og troede at det var
noget, jeg bildte mig ind. Sådan stod jeg i alt for mange sekunder, før det egentlig
gik op for mig, at han havde krydset grænsen for længst. Det fik jeg pænt
fortalt ham, til min store ærgrelse. Jeg skulle have råb! - og skreget!! - og
givet ham en flad!!! – som en hver anden muslimsk kvinde ville have gjort det
hér på hospitalet. Det bliver næste gang.
Jeg vil gerne fortælle lidt om, hvordan jeg oplever
kvindesynet her på min rejse. Jeg kunne forestille mig, at der er nogen, der
sidder derhjemme med nysgerrige tanker. Jeg vil ikke generalisere for meget,
for der er stor forskel på mennesker, men i særdeleshed på byerne hér i
Palæstina. Qaliqilia er særlig konservativ, Ramllah er forholdsvis frisindet.
Her i byen og i resten af Palæstina er folk primært muslimer
(ud over de jødiske bosættere), og Islam bliver praktiseret i stor stil, og
livstilen med Allah tages meget alvorligt, som man kunne forestille sig. Sex
uden for ægteskab, vil i mange tilfælde føre æresdrab med sig, eller vil fryse
kvinden ud af samfundet. Ægteskaber er stadig i flest tilfælde arrangeret
familier imellem, men i nogen byer er det accepteret selv at ønske og have
indflydelse på sin kommende mand/hustru.
Maha, den dansk/palæstinensiske kvinde vi har mødt, og
jævnligt besøger, bor med sine 4 børn, svigermor og mand. Maha’s mand forbyder
hende at gå på gaden alene og i det hele taget forlade huset. Han siger
ligefrem, at han vil skyde hende, hvis hun trodser ham. Hun SKAL servicere ham
hele dagen, sætte hans hår om morgenen, tilberede et hvert måltid for ham,
servicere alle hans gæster, fungere som ”alene mor”, da det er en kvindes job,
at have det fulde ansvar for børnene. Hun skal give ham massage, sex, kaffe på
sengen, uanset tidspunkt på døgnet, uanset om hun ikke har sovet i to dage, men
han har sovet 4 timer til middag. Hun har så stort et ansvar i det hjem, og får
så lidt søvn, og kæmper med bekymringer og ensomhed hver eneste dag. Hun er
fængslet i sit ægteskab, som hun aldrig kommer ud af, uden store, store
omkostninger og enhver modsigelse af sin mands ordre responderes med vold. Maha
kan ikke udstå denne undertrykkelse. Hun er så glad for at socialisere, glad
for musik og dans, men forbydes at gå til bryllupper med de andre kvinder i
byen, gå en tur ned og købe en ny cd eller sætte sig på en bænk og kigge op i
himlen. Maha’s nabo er lige blevet skilt fra sin mand. Jeg ville gerne sige ”lykkeligvis”,
men der har været store omkostninger for hende. Hun blev skilt fordi, han
tævede hende sønder og sammen, når hun var ”fræk”, hvilket hendes svigermor
synes var helt i orden, og som han også selv argumenterede stort for. Volden
har været så voldsom, at det næsten kostede hende livet, så nu er hun fraskilt.
Hun er flyttet over til sin mor som er enke, med sine 5 børn, uden arbejde og
uddannelse og har meget svært ved at forsørge de mange munde. Det er så vanskeligt
for hende på nuværende tidspunkt, at hun pt ønsker sin mand tilbage, så han kan
forsørge hende og børnene, vel vidende at det kan koste hende sit liv, næste
gang han går amok.
Generelt sidder slagene meget løst i denne kultur, og selv
om det er ulovligt at slå sin kone og børn, lukker folk øjnene og argumenterer
med, at det er en mands rettighed at kontrollere sin familie på denne måde. Det
er forfærdelig tragisk og man føler sig frygtelig magtesløs som dansk
studerende, specielt når Maha i går siger; ”jeg kan ikke mere, jeg kan ikke bo
her mere…”.
Vi overnattede hos Maha og hendes familie i går. Det er
nogen sjove, og dejlige børn hun har. Æblet falder ikke langt fra stammen. Hun
bander som en havnearbejder, kalder sin svigermor for fede svin (og trust me –
hun er et fedt svin og en intrigant kælling),
og bagtaler sin mand. Råhygge. Hendes svigermor er virkelig en pest i
hendes liv. Hun er så modbydelig overfor Maha på alle måder, men heldigvis kan
jeg som sundhedsprofessionel fortælle Maha, at hendes svigermor er så
overvægtig, ødimatøs og sammensunken, at der sandsynligvis ikke går længe, før
hun falder om af hjertestop. Alternativt kunne Maha komme til at skubbe til
hende øverst fra stentrappen. Det scenarie morer vi os lidt over. Grin er nu
engang den bedste medicin, når tilværelsen er tragisk.
Aftenen forløb som sædvandligt med skrig og skrål og masser
af mad. Jeg så bagdelen af en rotte stikke i rand uden for huset, og flere
kakerlakker var at hilse på. Det kunne jeg egentlig godt leve med, selv om det
ikke er rart, at tænke på at huset har flere store, direkte åbninger til rotten
og dens familie, så de kunne komme og gnaske i mine tæer om natten. Sværere var
det alligevel for mig, da jeg så den madras, jeg skulle sove på. En hullet,
plettet satan, som familien sov dagligt på og som med garanti, var et par
generationer gammel. Den skulle jeg sove på uden lagen præcis som de. Aaaaad.
Der var jeg altså småhysterisk og pisse sur, mest på mig selv over, at jeg ikke
bare havde sagt nej tak til overnatning, når jeg burde have været bevidst om
standarden. Min rejsebuddy fortalte mig pænt, at hun ikke kunne forstå, at jeg
har været 6 mdr. I forsvaret og, at jeg nu skulle tage mig sammen, fordi denne
aften og nat, betød meget for børnene og Maha. Så tog jeg mig sammen. Indtil
jeg fik en kakerlak i hovedet, bedst som jeg var ved at falde i søvn. Det
lykkedes mig til sidst at falde i søvn, helt stiv og ubevægelig for, at røre
mindst muligt af den gamle-hudcelle-befængte-støvmidde-prutte-tisse –madras som
jeg lå på. Jeg formåede alligevel at drømme, at jeg scorede Ida Corr, og noget
godt kom der ud af denne hæslige nattearrangement ;)
Jeg glæder mig over at høre, at vejret er dejligt i
København, og at mange nyder naturen, solen, bader, dyrke flirten, kærligheden,
venskaber og alt det andet vidunderlige som kommer som følge af sommerens varme
og forførende kærtegn.
Jeg ser frem til selv at nyde lidt af samme, når jeg er
hjemme igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar