Om et eventyr og tusinde tanker

Da mit sidste indlæg handlede om nogle triste skæbner, jeg har mødt i Qalqilia, vil jeg i dette fortælle om en helt anden verden end Qalqilia. Nemlig Ramallah for eksempel eller universitet i Nablus.

Som nogen allerede har bemærket på facebook, så er jeg rejst alene fra Qalqilia, da jeg nu havde nået grænsen for, hvad jeg mere kunne rumme af folk, kompromisser og høflighed. Jeg var mildt sagt ved, at gå grassat over min ene rejsebuddy’s små stikpiller og nedladende kommentarer. En måned er meget længe at være sammen med de samme mennesker 24/7. Til sidst tænkte jeg ”enten så kan du hælde en masse gylde ud over hende og tage konsekvensen af det (hvilket er en dum idé, når man endnu har 6 uger tilbage sammen) eller også så rejser du – får luft, køler af, er dig selv, møder nogen andre mennesker”. 

Jeg pakkede derfor og tog en bus til Ramallah. Jeg havde egentlig planlagt en stille aften i lejligheden, men på mystisk vis, kom jeg først hjem sent i nat og vågnede med tømmermænd. Havde drukket noget kold hvidvin på det Danske Hus i Palæstina's altan med en af deres praktikanter. Herefter gik vi ned i byen, slog hovedet fra og købte 4 par sko. Ubetænksomt. For min kuffert er allerede presset efter at havde købt både pude og tæpper fra markeder rundt omkring i Nablus og Jerusalem. Men følelsen var jo fantastisk. Jeg ligeså vel sikker på at det var en investering. Jeg købte blandt andet et par nye løbesko til min mor - fordi hun lige har været igennem en operation, men heldigvis uden cancer som frygtet. I denne forbindelse har hun besluttet at stoppe med at ryge og løbe marathon næste år. Hvilken datter vill jeg være hvis jeg ikke støttede den seje og kloge beslutning!? Og så måtte jeg jo have et par til mig selv også, så hun ikke skal løbe alene...

Vær så go' mor <3 P.S. dine er stadig i box. 

Vi endte hjemme hos Sofie - praktikanten, med hendes franske roomie Marie og norske veninde Lisa. Og Lisas mand. En palæstinenser som hun havde mødt i en bar i Ramallah for 8 måneder siden. De var blevet stormende forelskede, og havde nu giftet sig. Lisas fortælling om vielsen var hylende morsom og både hun og hendes mand havde grint højlydt, da de skulle skrive under på, at Lisa var jomfru. Planen er, at hendes mand skal med til Norge, når alle papirer er gået i orden.

Ramallah har nogle mange dejlige, små barer som lokale så vel som udlændige bruger. Jeg besøgte et par stykker i går, og glædede mig over, at en lokal kunne vise mig disse perler, som man som turist ikke ser i første omgang. Gå-i-byen kulturen eksisterer i bedste velgående i denne by – og sammenlignet med Qalqilia er det en helt anden verden. Det føles godt at opleve en ganske anden mentalitet, indstilling til livet og religion.

Jeg besøgte forleden et universitet i Nablus i forbindelse med en sygeplejekonference. Jeg havde kort forinden skrevet forrige indlæg, som havde et stort fokus på uretfærdighed, kvindeundertrykkelse og triste skæbner i Qalqilia. Så derfor var det en stor og glædelig overraskelse og åbenbaring, at opleve hvordan mænd og kvinder på dette universitet var sociale sammen – spillede teater, musik eller dansede sammen.

Særligt var jeg optaget af et område af konferencen, som omhandlede Womens Rights, og jeg blev faktisk lidt rørt, over det budskab som slides’ene viste. Jeg blev lettet. Budskabet var lighed og fælles rettigheder, et opgør med vold i hjemmet og undertrykkelse af kvinden, og nåede ud til 50% mænd og kvinder til konferencen - til en ny, håbefuld generation.

Slides’ene ses herunder:

Jeg nyder mine fridage alene i Ramallah og har nu brugt to dage ved en vidunderlig pool hos Snow Bar. Snow Bar er en idyllisk oase lidt udenfor centrum, og har både restaurant, bar og pool. Området er tæt bevokset og i flere planer. Aftnerne byder på sjusser og musik, her kan man dulle sig op og danse, eller man kan slænge sig og kysse natten ind i de mange pude-hyggekroge under trækronerne.