Om et eventyr og tusinde tanker

Masa el Kheir.

Besøgte The Red Crescent Jordan Hospital idag.(Røde Kors i Mellemøsten hvis der skulle herske nogen tvivl). Besøget var primært en rundvisning af de forskellige afdelinger på hospitalet, og jeg må indrømme, at jeg var positivt overrasket. Selv om det ikke kan sammenlignes med danske standarder - så det rigtigt fornuftigt ud. Det kriblede i mig for at komme igang med mit fag - og jeg glæder mig meget til min videre rejse til Palæstina imorgen. Tror det bliver afsindigt spændende og lærerigt.

Mit arabiske går forresten fremad, og overvejer lidt at fortsætte med det på aftenskole når jeg er hjemme igen... we'll see...

I Danmark går sygeplejerskerne i Crocs. I Jordan går de i stiletter med similisten og lakerede negle!Og ja, jeg tog billedet i smug. Kunne ikke dy mig.

Pause i solen inden turen går til Zaatari refugee Camp.

Da Zaatari Refugee Camp har været rolig de sidste par dage, havde vi fået tilladelse til at besøge flygtningelejren. Det var en super god oplevelse, dog afsindigt varmt at gå rundt i 30 grader i timevis uden meget mulighed for skygge. Men! - Jeg klager selvfølgelig ikke over varmen endnu, da jeg ved, at vi kommer til at ramme de 45 grader, inden jeg drager mod Danmark igen. Kan man ikke bage på de temperaturer?

Besøget i lejren var med henblik på at se nogle forskellige felthospitaler og klinikker i lejren. Vi besøgte den marrokanske, - jordanske - og franske lejrer, og selv om det er primitive telte, ressourcerne er begrænsede og bemandingen ligeså, så var jeg ligeledes hér, forbavset over standarden. Den var højere end forventet og alle i lejren har fri adgang (hvis der er plads) til behandling, tandlæge m.m. Vi havde på forhånd hørt et rygte om, at mange flygtninge generelt er medicineret med det samme præparat, paracetamol, uafhængigt af deres symptomer. Det er altså kun de sværeste tilfælde, der bliver behandlet og diagnosticeret ordenligt, da der ikke er ressourcer til, at udrede alle der ankommer til hospitalet. Men hvordan får man en bekymret far eller mor, der står med deres syge barn i armene, til at forstå, at der er prioriteringer. Det må da give dyb frustration og mindreværd - særligt hvis man ikke kender horpitaltsprocedurerne og felthospitalets ressourcer. Bare på det marrokanske hospital, ankommer 1000 flygtninge dagligt, så man kan næsten sætte sig ind i deres behov for prioritering, selv om det er trist.

På gynækologisk afdeling, trådte vi direkte ind et telt med 10 kvinder der lige havde født. Åååh ak og ve, mine æggestokke! Små, lækre, bløde baby'er, som mødre og resten af deres kvindelige familiemedlemmer gik og nussede om. Ville gerne have haft taget en masse billeder fra hospitalerne, men det havde vi desværre ikke tilladelse til.

Lejren i sig selv er afsindig primitiv, og helt små børn sidder i vejkanterne og sælger tingeltangel, chips m.m. i bagende sol. Mange timer om dagen. Men folk var søde, smilende og vinkende og ingen af os havde fornemmelsen af at være udsat.

Det sværeste ved mødet var at se børn, - smukke, kærlige, sjove børn i alle aldre, og acceptere deres situation, når jeg allermest havde lyst til at kramme dem og tage dem med mig, til sikkerhed og en lysere fremtid... (og ja ja, jeg ved godt at alle børn helst vil være hos deres forældre lige meget hvad).