Om et eventyr og tusinde tanker

"Konkyliens sang" rører mit lille hjerte hver gang jeg læser det.  

Sommerblæsten synger blå

I min sanselige krop,

Det suser i mit hoved –

Det er en konkylieskal

Fra evighedens strand,

Og verdensvæsner,

Barnlige sjæle

Holder mig for øret,

Hører mig koge og suse.

Langt borte fra

Kommer lyden,

Kommer en sagte solrislende lyd

Fra grønne gennemsigtige bølger,

Fra der hvor inden véd – så vokser den

Nærmere, nærmere

Kommer den,

Og det er som du synker i et stort hav af længsel

Og bader i evighedens bølger.

Og kommer du, og ser du

Og finder min skinnende form,

Min regnbuefarvede skal,

Da vil du længes –

For jeg synger som sommerblæsten

Om det som sov i dig selv –

Og vågner engang måske,

Når solen har drukket mine farver,

Og vi ser de smilende børn,

Hvis drømmende øjne er stjernerne,

Der kigger på jordens svingende kugle

Og lytter til mærkelige toner –

Jeg synger som sommeblæst,

Hør mig,

Over det susende hav

Usynlig kommer jeg farende –

Op bag jordens skuldre

Stiger små skyer,

Jeg fører dem med mig,

Jeg giver dem vinger,

De store, hvide, flagrende skyer.

Jeg giver bølgerne liv

Og evig bevægelse,

Jeg kysser dem bløde og eftergivende,

Jeg kysser den gejle og skumfrådende,

Jeg lader dem rase og rulle med øjnene

I afmægtige lidenskaber.

Jeg lader dem synge sig smægtende trætte

I kystens frodigt smilende arme –

Min vej er evig,

I stilheden dør jeg,

Men hvor jeg er, synger livet –

Du ser mig drage med skyer over landet

Og velsigne jorden,

Du mærker min ånde i modent korn,

I solbrun markduft,

Du hører mig hviske i krydret lyng, i biernes summen,

Du hører mig synge i mågernes stormskrig,

I solsortens messesang,

Mine vingers pust går gennem dit vindue

Og lufter gardinet,

Du hører mig synge dybt i dig selv,

I dit susende blod,

Jeg hører alle levende hjerter på jorden,

Og de ler af lyst.

Jeg synger sol og sæd –

Jeg stemmer instrumenterne,

Sjælenes – legemernes,

Jeg lader tonerne stige,

Jeg slår orkanens akkorder an,

Jeg synger sansernes symfoni –

Skønne og skyldfri

Er skabningerne,

Som en rød tråd

Slynger floden sig

Fra skød til skød,

Fra slægt til slægt,

Gennem livets land

Til evighedens hav –

Rislende rene er vi

I det hvide solrige,

Som luften efter tordenvejr –

Strålende sandsletter er vores tanker,

Hvilende på stranden

O plastiske skikkelser,

Usammenhængende er sandkornene,

Kommer orkanen

Hvirvles mod alle verdenshjørner

De små kloder –

Umådelige er vi,

Ladet med almægtige lyster

Som en elektrisk sommerdag –

Når skyer formørker solen

Med gigantiske gudespil –

Når hvide, vingede englebørn

Jages af sorte djævleunger

Og de sorte sejrer –

Under bjergenes bragen

Floders styrten,

Og de sendes lynende stråler

Af flydende ild,

Og de pisker flammer

Af jordens skød

Og bringer død

Og dårskab.

Men om aftenen, når luften dirrer

Over blomstrende lyng

Og duftende korn,

Da synker solen i knæ

Og græder blod,

Da kysser den jordens skuldre

Med en glorie om hovedet,

Og da kommer stjerneøjnene frem –

Og jeg synger min elskedes drøm –

Jeg rækker helt op i himlen

Og river en stor, rød stjerne ud,

Det er hendes hjerte - -

Og jeg holder det i hænderne,

Og ser,

Hvor det banker og bobler varmt

Og det hvisker og giver mig nøglen

Til alle himlens gåder –

Men jeg ser, hvordan det fryser

Og fryser til en stor klump af guld,

Og jeg tager mig eget hjerte

Og lægger det i hende –

Så smelter hun og smiler

Og hviler tryg som jorden

I sin grønne seng.

Hendes øjne er åbne og nøgne

I den dybeste favnende drøm –

Og vi hører et sydhavns dønninger slå

Mod en solberuset og ensom ø.

Hendes negle er røde koralrev

I armenes rytmiske  bølger,

Og brysterne buede kraterbjerge

I et fjernt og fantastisk land,

Hendes magtgyldne lysende underliv

Er en japansk måneskive,

Hendes skød er en skovsøs dunkle mystik

I det mørkeste Afrika –

Og vi drømmer, at tiden er død,

Og jorden falder ned

Og slår hul på himlen

og vi ser de smilende børn

hvis drømmende øjne er stjernerne –

de går og leger

ved stranden –

så finder de en konkylieskal –

en tusindårig konkylieskal –

og det tager den op

og lytter ---

Jens August Schade 1985