Allerede nu er jeg blevet klar over hvad min største udfordring bliver i forbindelse med denne rejse. Det er ikke kulturforskellen, reglerne, menneskene, min gang på hospitalet eller krig og ødelæggelse. Min aller største udfordring bliver, uden undtagelse, at omgåes mennesker konstant.
Jeg er allerede udmattet. Jeg kræver alene tid for, at kunne fungere optimalt, og for at være noget for andre. Jeg skal virkelig være kreativ for, at få plads til dette uden, at støde nogen, virke asocial eller arrogant.
I aften har jeg meldt pas på et, ellers rigtig dejligt arrangement med personale og studerende fra platformen, samt middag og øl på en tagterrasse i nærheden. Men jeg har allerede en knude i maven over ikke at kunne få fred. Håber at aftenen, bare Edda og jeg, alene i huset, men bøger, ansigtsmasker, vandmelon og en god film, kan afhjælpe symptomerne :) Hopefully. Det tror jeg. Ikke desto mindre kan jeg godt se at dette virkelig bliver en battle.
Når det så er kommet frem i lyset, at jeg er sådan en lidt små-mærkelig type, med hang til melankoli og drømmetid, så skal det siges, at jeg også har det rigtig godt!
Jeg elsker at lære, min undervisning og undervisere! Jeg oplever indimellem et lille "wow" på godt og ondt, som virkelig rører mig. Det er uden tvivl fantastisk, at blive beriget med viden, men erkendelsen af at jeg er så priviligeret, som jeg rent faktisk er i Danmark, oplever jeg næsten som skamfuld.
Jeg har haft en hel dag om flygtninge, primært palestinensiske. Jeg har set en dokumentar og modtaget undervisning om deres situation og om livet i lejren i Libanon. Jeg har ligeledes besøgt nogle af ActionAid Denmark's samarbejdspartnere i en flygtinge lejer uden for Amman, for at høre om deres projekter for flygtninge.
Særligt har jeg i dag været berørt, af det faktum, at de palæstinensiske flygtninge i bl.a. Libanon, i bund og grund lever som fanger. De har ingen rettigheder i Libanon og intet hjem at vende hjem til på grund af Israel.
De holder krampagtigt fast i deres palæstinensiske identitet, trods faktumet er, at mange af dem er 3. generation i lejren, og kun har historierne om det hjertevarme Palæstina fra deres bedsteforældre. De klynger sig samtidig til et håb om at de en dag, får rettigheder eller frihed til enten at vende tilbage (hvilket næppe sker) eller får samme muligheder for, at leve et værdig liv med muligheder som deres medmennesker på den anden side af hegnet.
Det er både tragisk og beundringsværdigt hvordan man som fange i ingenmandsland, kan blive med med, at holde fast i noget som giver mening.
Jeg har været så ramt af uretfærdighed i dag, at jeg faktisk har været grådkvalt hele formiddagen og skulle anstrenge mig for ikke at flæbe. Typisk lille V vil dem der kender mig nok sige - du er så pisse øm. Men virkelig. Knuden i maven var en slags håbløshed over deres situation, men også en skam over alt hvad jeg har derhjemme og som jeg indimellem tager for givet.
Jeg er jo godt klar over, at jeg ikke kan redde verden alene og, at jeg skal vende min skam, til dyb taknemmelighed og glæde over hvor priviligeret jeg er!
Når jeg nu kommer hjem igen, med et verdensbillede der er vendt op og ned, så vil jeg sige til mig selv - "V - det fås ikke bedre end dette. Vær nu i nuet, i stedet for altid at søge en ny sandhed. Prøv lige at se hvad du har omkring dig". Husk mig lige på denne line, hvis jeg skulle glemme det igen ;)
Kan I se hvor dette bære hen ad? Jeg er kun på 4 dagen...
Kys
Ingen kommentarer:
Send en kommentar